Om at bruge en badevægt og alternative metoder
De fleste mennesker, som ønsker at smide nogle kilo, kan vel nikke genkendende til mit ambivalente forhold til min badevægt. Jeg vil beskrive det som et had-kærligheds-forhold, hvor hadet viser sig, når vægten går op eller stagnerer, og kærligheden kommer til udtryk når vægten dykker. Man kan sige, at vægten straffer hhv. belønner efter forgodtbefindende. Nogle ville mene, at badevægtens ejermand kun får løn som forskyldt, men det er en halv sandhed. Personligt har jeg erfaret, at selvom jeg har kunnet mærke bukselinningen løsne sig i et støt tempo, har tallet på vægten svinget voldsomt, og jeg tror, der kan være mange årsager til det. Dels kan indtaget af mad, og dermed mængden af mad, som på vejningstidspunktet befinder sig i mave-tarmsystemet variere meget fra dag til dag og uge til uge, hvis man da ikke spiser nøjagtigt det samme hver dag, hvilket jeg ikke gør. Dels kan man have dage, hvor man spiser flere kulhydrater end andre, og da kulhydrater binder vand i højere grad end proteiner og fedt, giver dette et stort udsving. Så er der den klassiske med, at man bytter fedt ud med muskler, hvoraf sidstnævnte vejer mest - det vil sige, at man får rokeret rundt på tingene, men det kan ikke ses på vægten på kort sigt.
Men i sidste ende er det værd at holde fast i, at kurven generelt set falder på trods af de store udsving. Så det er altså lidt ligesom en aktie, hvis værdi genrelt er steget over en årrække, men hvis man kigger på samme værdipapir over en vilkårlig 3-måneders periode, kan billedet se meget anderledes og mere rodet ud.
Alternative metoder, som kan være mere opmuntrende, især på kort sigt, kunne være at måle livvidden med et godt gammeldags målebånd - jeg plejer at sige, at målebåndet lyver ikke (i modsætning til badevægten, den forræder). Man skal dog huske, at måle sig samme sted på maven hver gang, og med samme stramhed i fingre/maveskind - ellers bliver det hurtigt noget rod. En anden metode er en fedttang, men det har jeg ikke selv erfaring med. Princippet skulle være, at man kan klemme om en hvilken som helst del af kroppen og måle fedtprocenten! yikes!
I øvrigt giver jeg ikke meget for de digitale metoder til måling af fedt-, vand- og muskelprocent i kroppen. Hverken de professionelle eller forbrugerprodukterne er gode nok og kan i bedste fald bruges vejledende, men kun over en længere periode, fx et år.
Jeg har i øvrigt læst, at man ikke bør veje sig oftere end måske ca. 1 gang om måneden for netop at undgå demotivation grundet store udsving. Der er mange, for hvem det er en vane at veje sig hver dag, og det er jo netop her, det kan blive ekstra demotiverende, hvis vægten svinger meget, eller stagnerer. Selv er jeg også for nysgerrig til at kunne nøjes med de 12 gange om året, så jeg vejer mig måske 1-2 gange om ugen. Men det gør som sagt ikke så meget, når man er inde i en udvikling hvor tallene, og også bukselinningen, generelt går den rigtige vej.
For lige kort at vende tilbage til had-kærlighedsforholdet til badevægten: selvom jeg godt rationelt ved, at det lille flade apparat ikke har det forgyldte svar, så kan jeg ikke lade være med dels at blive skuffet i modgang, og tilsvarende blive glad, når jeg kan se nedgang i vægten, også på den korte bane. Nogle gange føles det ligesom forholdet mellem en lærling og hans læremester - på den ene side vil lærlingen ikke finde sig i hvad som helst, og gerne vise, at han også har sine egne ideer, og at den gammeldags måde at gøre tingene på, ikke nødvendigvis er den eneste rigtige, men på den anden side, kan han ikke undgå at glædes og varmes om hjertet, når han får den sjældne ros fra sit forbillede og mentor.
Men i sidste ende er det værd at holde fast i, at kurven generelt set falder på trods af de store udsving. Så det er altså lidt ligesom en aktie, hvis værdi genrelt er steget over en årrække, men hvis man kigger på samme værdipapir over en vilkårlig 3-måneders periode, kan billedet se meget anderledes og mere rodet ud.
Alternative metoder, som kan være mere opmuntrende, især på kort sigt, kunne være at måle livvidden med et godt gammeldags målebånd - jeg plejer at sige, at målebåndet lyver ikke (i modsætning til badevægten, den forræder). Man skal dog huske, at måle sig samme sted på maven hver gang, og med samme stramhed i fingre/maveskind - ellers bliver det hurtigt noget rod. En anden metode er en fedttang, men det har jeg ikke selv erfaring med. Princippet skulle være, at man kan klemme om en hvilken som helst del af kroppen og måle fedtprocenten! yikes!
I øvrigt giver jeg ikke meget for de digitale metoder til måling af fedt-, vand- og muskelprocent i kroppen. Hverken de professionelle eller forbrugerprodukterne er gode nok og kan i bedste fald bruges vejledende, men kun over en længere periode, fx et år.
Jeg har i øvrigt læst, at man ikke bør veje sig oftere end måske ca. 1 gang om måneden for netop at undgå demotivation grundet store udsving. Der er mange, for hvem det er en vane at veje sig hver dag, og det er jo netop her, det kan blive ekstra demotiverende, hvis vægten svinger meget, eller stagnerer. Selv er jeg også for nysgerrig til at kunne nøjes med de 12 gange om året, så jeg vejer mig måske 1-2 gange om ugen. Men det gør som sagt ikke så meget, når man er inde i en udvikling hvor tallene, og også bukselinningen, generelt går den rigtige vej.
For lige kort at vende tilbage til had-kærlighedsforholdet til badevægten: selvom jeg godt rationelt ved, at det lille flade apparat ikke har det forgyldte svar, så kan jeg ikke lade være med dels at blive skuffet i modgang, og tilsvarende blive glad, når jeg kan se nedgang i vægten, også på den korte bane. Nogle gange føles det ligesom forholdet mellem en lærling og hans læremester - på den ene side vil lærlingen ikke finde sig i hvad som helst, og gerne vise, at han også har sine egne ideer, og at den gammeldags måde at gøre tingene på, ikke nødvendigvis er den eneste rigtige, men på den anden side, kan han ikke undgå at glædes og varmes om hjertet, når han får den sjældne ros fra sit forbillede og mentor.
Kommentarer
Send en kommentar